Fase 5 – implementering

I har nu udviklet handleplaner for de emner, som I har valgt at prioritere i forhold til jeres indsats for at forbedre det psykosociale arbejdsmiljø og jeres trivsel på arbejdspladsen. Næste skridt er, at I implementerer handleplanerne og løbende følger op på, hvordan de virker.
Det er vigtigt at have et klart og vedholdende fokus på at implementere handleplanerne, da det er i denne fase, at I skal omsætte jeres ideer fra handleplanerne til et bedre arbejdsmiljø. Og erfaringerne viser, at det er også er i denne del af processen, at der er risiko for at indsatserne går i stå.

Hør seniorforsker Johan Simonsen Abildgaard forklare om implementering og opfølgning i fase 5



Involvér medarbejderne

Vær klar til at gå i gang så snart, I har orienteret alle på arbejdspladsen om handleplanerne.

Start med at involvere medarbejderne. I skal sikre jer, at medarbejderne ved, hvad der helt konkret skal ske, så de ved hvordan de skal bidrage til at implementere handleplanerne.

Orientér medarbejderne, inden I går i gang

Indkald medarbejderne i jeres afdeling til et møde, hvor I fortæller,

  • at nu starter indsatsen
  • at deres medvirken er afgørende for, at I får en god proces
  • hvad medarbejderne konkret skal gøre
  • at de løbende får mulighed for at komme med input og forslag
  • hvor lang tid indsatsen vil tage
  • hvordan I løbende vil følge op
  • hvor og hvordan de løbende kan følge med.

Gode råd

Brug faste møder på arbejdspladsen til løbende at orientere medarbejderne om fremdriften, svare på spørgsmål og kommentarer mm. – fx personalemøder og afdelingsmøder.


Følg op på handleplanerne

Det er vigtigt, at styregruppen og arbejdsgrupperne følger processen med at implementere handleplanerne tæt, så I hele tiden har et overblik over, om indsatserne går som forventet.

AKTIVITET: opfølgningsmøder

Styregruppen og arbejdsgrupperne skal løbende holde opfølgningsmøder. Formålet er, at I får talt om, hvordan arbejdet med at implementere handleplanerne skrider frem, og at I kan sparre med hinanden om, hvordan I bedst muligt får sat handleplanerne i værk.

Tovholderen indkalder til møderne. Anvend gerne fast dagsorden på møderne og brug implementeringsskemaet til at holde styr på processen. Arbejdsgrupperne har ansvar for, at implementeringen af de enkelte handleplaner holder sig på sporet og at der bliver foretaget de nødvendige tilpasninger undervejs. Hent forslag til PowerPoint præsentation til opfølgningsmøderne.

Det er også vigtigt, at I involverer medarbejderne i indsatsen for at implementere handleplanerne. Det kan I gøre ved, at I løbende følger op på handleplanerne, når I holder møder – fx tavlemøder, afdelingsmøder – det er med til at holde gryden i kog!


Gør indsatserne synlige

I har påtaget jer en fælles opgave med at styre indsatsen for at forbedre det psykosociale arbejdsmiljø på jeres arbejdsplads godt i mål.

Vær synlige, engagerede, positive og konstruktive igennem hele processen – både i styregruppen og arbejdsgrupperne og udadtil over for resten af medarbejderne på arbejdspladsen.

Når I støder på problemer, så find løsninger sammen, del jeres erfaringer med hinanden og træd til, hvis der er brug for hjælp.

Implementeringen er en løbende proces, der kan fortsætte lang tid efter processen er afsluttet. Når I synes, at I har fået implementeret jeres handleplaner, skal I evaluere hele processen. Formålet er at få et overblik over, hvad I har fået ud af at arbejde med det psykosociale arbejdsmiljø.