DPQ Procesværktøj: Sådan arbejder I med det psykiske arbejdsmiljø


Denne hjemmeside indeholder inspiration og gode råd til arbejdspladser, der vil gøre en indsats for at vedligeholde og forbedre det psykosociale arbejdsmiljø og medarbejdernes trivsel i arbejdet. Siden er bygget op, så den indeholder guides og værktøjer I har brug for, for at gennemføre en indsats for at forbedre det psykosociale arbejdsmiljø.

Hør seniorforsker Thomas Clausen forklare de enkelte faser


Sådan gør I

Når I arbejder med arbejdsmiljøet, vil arbejdet typisk gennemløbe seks faser og hvis I går systematisk til værks, viser erfaringerne, at I kan nå langt.

Fase 1

I opstartsfasen lægger I fundamentet for indsatsen for at forbedre det psykosociale arbejdsmiljø på jeres arbejdsplads. I denne fase får I lagt en plan for indsatsen og sat mål for, hvad I gerne vil opnå.

Fase 2

I kortlægningsfasen danner I jer et overblik over det psykosociale arbejdsmiljø på jeres arbejdsplads. Kortlægningen af det psykosociale arbejdsmiljø finder sted ved hjælp af et spørgeskema. Og når I har fået resultaterne er det vigtigt, at I taler om dem på arbejdspladsen.

Fase 3

I fasen prioritering skal I sammen prioritere de emner, som I ønsker at arbejde med. Det er jeres arbejdsmiljø, det drejer sig om, så det er vigtigt, at både ledere og medarbejderne bliver inddraget i at vælge de emner I skal arbejde videre med.

Fase 4

I handleplansfasen skal I udvikle nogle robuste handleplaner, der beskriver, hvordan I skal arbejde med de prioriterede emner. Handleplanerne skal være konkrete så I ved præcis, hvad I skal gøre.

Fase 5

Når I har lavet handleplanerne, er det vigtigt, at I i implementeringsfasen får sat planerne i værk på arbejdspladsen. Medarbejderne spiller en vigtig rolle i implementeringen, og I skal huske at følge op på handleplanerne.

Fase 6

Og når I synes, at I er ved at være i mål, er I nået til evalueringsfasen. Her er det vigtigt, at I evaluerer og lærer af forløbet. På den måde kan I også med tiden blive bedre til at arbejde med det psykosociale arbejdsmiljø og jeres trivsel på arbejdspladsen.


Hvad er psykosocialt arbejdsmiljø?

Det psykosociale arbejdsmiljø har stor betydning for medarbejdernes trivsel og for deres muligheder for at udføre deres arbejdsopgaver. På mange arbejdspladser er der derfor stor interesse for at arbejde med det psykosociale arbejdsmiljø. Men der er mange, der oplever, at de mangler den nødvendige viden og de rette værktøjer.

Læs mere om hvad psykosocialt arbejdsmiljø er, og hvordan det er målt i DPQ Arbejdspladsskemaet


Gensidig tillid er afgørende for en god proces

Vi lægger op til, at arbejdspladsens indsats omkring det psykosociale arbejdsmiljø og medarbejdernes trivsel baserer sig på en god dialog mellem ledere og medarbejdere på arbejdspladsen.

Derfor er det vigtigt, at I har tillid til hinanden og kan tale åbent om de udfordringer I har på arbejdspladsen uden frygt for sanktioner.

Hvis I ikke kan det, er det måske dér I skal starte jeres indsats.